Dansk minedrift i Grønland – historien, som ikke måtte komme frem
januar 28, 2026 @ 10:00 am – 11:00 am
10 dage – så længe fik dokumentarfilmen ”Grønlands hvide Guld” lov at være tilgængelig på DR. Herefter blev den fjernet, og en mangeårig DR-redaktør blev fyret. Begrundelsen? Ja, den svæver stadig lidt i luften.
For det var noget med, at de økonomiske begreber omkostning og fortjeneste ikke direkte blev blandet sammen i filmen, men nogle politikere mente, at det ikke var tydeligt nok for seerne, hvad der var hvad. Og måske havde det i virkeligheden også været bedst at bruge fire og ikke blot tre økonomer til at udtale sig i filmen …
Hurtigt blev selve argumentet for at fjerne filmen dog overflødigt, for dokumentaren var nu så latterlig, at den i sig selv blev et satireindslag for Jonatan Spang i Tæt på Sandheden.
Knap et år efter står offentligheden måbende tilbage med fornemmelsen af en kæmpe historie om dansk kryolitudvinding i Grønland, som aldrig før har fået den store opmærksomhed – og som heller ikke får det nu.
Hvorfor er fortællingen så vanskelig at få frem? Og hvordan var det at stå centralt i stormen, som forsker Naja Graugaard gjorde? Kom med om bag scenen, når stifter af Barselsakademiet Mette Winding Top interviewer Naja Graugaard om Grønlands hvide Guld og om de stormfulde storpolitiske vinde, der rammer Grønland i disse år.
Barselsakademiet er et fællesskab for dig på barsel, som savner udsyn og inspiration. Vi mødes om samfundsaktuelle emner, og der er altid plads til din baby og dens lyde og behov. Er du ikke på barsel men interesseret i dagens emne, er du naturligvis også velkommen. Medlemmer af DM og Grundtvigsk Forum kommer med til nedsat pris.


