april 29, 2026 @ 10:00 am - 11:00 am
Frygt fylder stort set alle medier i disse år. Verden kan derfor fremstå som et meget farligt sted.
Frygtindustriens profetier har det til fælles, at de fordrejer, forstørrer og proportionsforvrænger noget, der isoleret set er sandt. Det betyder, at noget, der kan udgøre en trussel, hvis man er helt enormt uheldig, kan opleves som en nærværende trussel her og nu for rigtig mange.
Hans Jørgen Nielsen har længe beskæftiget sig med begrebet frygt og vil i Barselsakademiet bl.a. vise med konkrete eksempler i tal og statistik, hvordan man kan få små, fredelige bevægelser til at blive til farlige tigerspring. Nielsen er sammen med sin kollega, forsker Steffen Andersen, på en mission for at minde os om, at vi trods alt lever i den bedste og tryggeste af alle tider og derfor bør undgå at sprede frygt hos vores børn. Forhåbentlig vil du derfor gå fra foredraget med en øget bevidsthed om, hvornår noget er en reel risiko og dermed farligt, og hvornår noget snarere har karakter af en forestillet, forvrænget eller oppustet risiko.
Barselsakademiet er et fællesskab for dig, der er på barsel og savner udsyn og inspiration. Her kan du med ro i sindet tage din baby med og suge til dig af ny viden uden at bekymre dig om barnets lyde og behov. Er du ikke på barsel men interesseret i dagens emne, er du selvfølgelig velkommen alligevel. Medlemmer af DM og Grundtvigsk Forum deltager med rabat.

